Side:Folkeeventyr (1852).djvu/283

gaae hjem til Moder min med lidt Mad igjen; men se ikke i Sækken!” Ja, Troldet vilde gjerne føie hende i det, og han lovede ogsaa, at han ikke skulde see i Sækken. Men da han kom et Stykke paa Veien, blev Sækken saa fælt tung, syntes han; og da han havde gaaet endda et Stykke, orkede han ikke at bære den; han maatte sætte den ned og hvile; han vilde da til at løse op Sækkebaandet og see nedi; men saa raabte hun, som var i Sækken: „Jeg seer dig nok! Jeg seer dig nok!” „Det er da Pokker til Øine i Hovedet paa dig, ogsaa da!” sagde Troldet, og saa turde han ikke see i Sækken meer, men skyndte sig det meste han kunde, og bar Sækken lige til Moderen. Da han kom udenfor Stuedøren, kastede han den ind igjennem; „der har du Mad fra Datter din; det lider ikke paa hende!” sagde han.
  Da saa Gjenten havde været der endda en god Tid, skulde Troldet ud engang; saa lød Gjenten, som hun var ussel og syg, og suttrede og bar sig. „Det kan ikke nytte, du kommer hjem før Klokken tolv,” sagde hun, „for før kan jeg ikke faae Madcn færdig; jeg er saa ussel og syg.” Da nu Troldet vel var gaaet, stoppede hun Klæderne sine ud med Halm og satte denne Halmgjenten bort i Krogen ved Skorstenen med en Tvare i Haanden, saa det saa ud, som det var hende selv, der stod der. Derpaa listede hun sig hjem, og sik med sig en Skytter til at verre i Stuen hjemme hos Moderen.
  Da Klokken var tolv eller vel det, kom Troldet hjem. „Giv mig noget Mad! sagde han til Halmgjenten. Nei, hun svarede ikke. „Giv mig noget Mad, siger jeg!” sagde