Troldet igjen, „for jeg er sulten!” Nei, hun svarede ikke. „Giv mig noget Mad!” skreg Troldet tredie Gang „og jeg raader dig til, du hører det, jeg si ger, ellers skal jeg prove at vække dig, jeg!” Nei, Gjenten stod lige stille. Saa blev han saa vild, at han spærndte til hende, saa Halmstubbene foer baade i Tag og Vægge. Men da han saa det, mærkede han Uraad og begyndte at lede allesteds, og tilsidst kom han ogsaa ned i Kjælderen; der vare begge Søstrene til Gjenten borte, og saa skjønnede han strax hvorledes det var gaaet til. „Ja, det skal hun faae betale!” sagde han, og lagde i Veien did, hvor Moderen boede. Men da han kom til Stuen, skjod Skytteren; saa turde Troldet ikke gaae ind, for han troede det var Tordenen. Han satte da hjem igjen, det forteste han orkede, men med det samme han kom til Lemmen, randt Solen, og saa sprak han. Der er vist Guld og Sølv nok endnu; den som bare vidste, hvor Lemmen var!
Der var engang en Konge, som havde syv Sønner, og dem holdt han saameget af, at han aldrig kunde undvære dem alle faa een Gang; een maatte bestandig verre hos ham. Da de
