Søstrene og satte Hovedet paa hende og smurte hende af Krukken, saaledes som hun havde seet Troldet gjorde med Gjedebukken; og strax kom Søsteren til Live igjen. Gjenten stoppede hende da ned i en Sæk, lagde lidt Mad ovenpaa, og saa snart Troldet kom hjem igjen, sagde hun til ham: „Kjærre Vene, nu faaer du gaae hjem til Moer min med lidt Mad igjen; hun baade tørster og sulter vist, Stakkel, og alene er hun ogsaa; men se ikke i Sækken!” Ja Sækken skulde han gaae med, sagde han, og see i den skulde han heller ikke; men da han kom et Stykke paa Veien, syntes han, Sækken blev saa fælt tung, og da han havde gaaet endda en Stund, sagde han, at han nok vilde see, hvad der var i Sækken; „hvordan Øine der er skabt paa hende, saa kan hun da ikke see mig nu,” sagde han ved sig selv. Men med det samme, han vilde til at løse op, sagde hun, som sad i Sækken: „Jeg seer dig nok! Jeg seer dig nok!” „Det var da Pokker til Øine i Hovedet paa dig, ogsaa da!” sagde Troldet, for han troede det var hende i Bjerget som talte. Han turde da ikke pøsve at see nedi mere, men bar Sækken lige til Moderen det forteste han kunde, og da han kom til Stuedøren, kastede han den ind igjennem; der har du Mad fra Datteren din; det lider ikke paa hende!” sagde han. Da nu Gjenten havde været i Bjerget endda en god Stund, gjorde hun det samme med den anden Søster; hun satte Hovedet paa hende, smurte hende af Krukken og stoppee hende i Sækken; men den Gang fyldte hun ovenpaa saa meget Guld og Sølv, som sik Rum i Sækken, og alleroverst lagde hun lidt Mad. „Kjærre, Vene,” sagde hun til Troldet, „nu faaer du
