Side:Folkeeventyr (1852).djvu/256

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


„Ja vil du frelse os,” sagde de, „saa skal du faae leve, for naar du vilde, saa kunde du nok.” „Ja siig mig bare, hvorledes det kan skee, saa skal jeg gjøre hvad det saa er,” sagde Prindsessen. „Du skal sanke Myrduun,” sagde Prindserne, „og den skal du karde og spinde og væve en Væv af, og naar du har gjort det, saa skal du klippe og sye tolv Huer, tolv Skjorter og tolv Klude af den, een til hver af os, og mens du gjør det skal du hverken tale eller lee eller græde; kan du det, saa er vi frelste.” „Men hvor skal jeg faae Myrduun til saa mange Klude og Huer og Skjorter fra?” sagde Sneehvid og Rosenrød. „Det skal vi nok vise dig,” sagde Prindserne, og saa toge de hende med sig hen paa en stor, stor Myr, hvor der stod saa fuldt af Myrduun og nikkede i Vinden og glindsede i Solskinnet, saa det skinnede lang Vei af den. Aldrig havde Prindsessen seet saa megen Myrduun før, og hun strax til at plukke og sanke, det bedste og forteste hun kunde, og naar hun kom hjem om Kvelden, saa til at karde og spinde Garn af Myrdunen. Saaledes gik det nu baade godt og længe, hun sankede Myrduun og kardede og spandt, og alt imellem stelte hun for Prindserne; hun kogte og hun redte op Sengene til dem; om Aftenen kom de susende og brusende hjem som Vildænder, om Natten var de Prindser, men saa om Morgenen fløi de afsted igjen og var Vildænder hele Dagen.

Men saa hændte det en Gang hun var paa Myren og skulde sanke Myrduun — og tager jeg ikke Feil, saa var det nok den sidste Gangen hun skulde did — at den unge Kongen, som styrede Riget, var ude paa Jagt, og kom ridende hen til My-