Side:Folkeeventyr (1852).djvu/255

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Alle, saa spiste hun selv, men Skeen sin glemte hun paa Bordet, og saa krøb hun ind under den yngste Broderens Seng og lagde sig der.

Ikke før havde hun lagt sig, saa hørte hun det suste og hvinede i Luften, og saa kom alle tolv Vildænderne farende ind, men idet samme, de vare over Tærskelen, bleve de strax til Prindser. „Ak, hvor godt og varmt her er da,” sagde de. „Gud signe den, som har lagt paa Varmen og kogt saadan god Mad til os!” og saa tog de hver sin Sølvskee og skulde til at spise. Men da hver havde taget sin, blev der endda en liggende igjen, og den var saa lig de øvrige, at de ikke kunde skjelne den fra dem. Saa saae de paa hverandre og forundrede sig; „det er Skeen til Søster vor,” sagde de, „og er Skeen her, kan hun heller ikke være langt borte.”

„Er det vor Søsters Skee, og findes hun her, saa skal hun dræbes, for hun er Skyld i alt det Onde, vi lide,” sagde den ældste af Prindserne, og det laa hun under Sengen og hørte paa. „Nei,” sagde den yngste, „det var Synd at dræbe hende for det; hun kan ikke gjøre for, at vi lide Ondt; skulde Nogen være Skyld i det, maatte det være vor egen Moder.”

De gav sig da til at lede efter hende baade høit og lavt og tilsidst ledte de ogsaa under alle Sengene, og da de kom til den yngste Prindsens Seng, fandt de hende og trak hende frem. Den ældste Prindsen vilde igjen, hun skulde dræbes, men hun græd og bad saa vakkert for sig: „Aa, Herre Gud, dræb mig ikke,” sagde hun, „jeg har gaaet i mange Aar og ledt efter Eder, og hvis jeg kunde frelse Eder, skulde jeg gjerne lade mit Liv.”