ren og fik see hende. Han standsede og undrede sig over hvem den deilige Jomfru kunde være, som gik i Myren og sankede Myrduun, og han spurgte hende om det ogsaa, og da han ikke fik noget Svar paa det, han spurgte om, blev han endda mere forundret, og han syntes saa vel om hende, at han vilde tage hende med sig hjem til Slottet og gifte sig med hende. Saa befalede han Tjenerne sine, at de skulde tage hende og sætte hende op paa Hesten hans. Sneehvid og Rosenrød hun vred sine Hænder og gjorde Miner til dem og pegte paa Sækkene, hun havde alt Arbeidet sit i, og da Kongen skjønte, at hun vilde have dem med, sagde han til sine Tjenere, at de ogsaa skulde tage og læsse Sækkene paa. Da de havde gjort det, gav Prindsessen sig til Taals lidt efter lidt, for Kongen var baade en snild Mand og en vakker Mand og han var saa blid og venlig mod hende som en Lege. Men da de kom hjem til Kongsgaarden og den gamle Dronning, som var Stedmoderen hans, fik see Sneehvid og Rosenrød, blev hun saa ond og saa avindsyg over det at hun var saa deilig, at hun sagde til Kongen: „Kan du ikke skjønne det, at denne, du har taget med dig, som du vil gifte dig med, er en Hex; hun hverken taler eller leer eller græder?” Kongen brød sig ikke om hvad hun sagde, men han holdt Bryllup og giftede sig med Sneehvid og Rosenrød, og de levede i stor Glæde og Herlighed; men hun glemte ikke at sye paa Skjorterne over det.
Inden Aaret var omme kom Sneehvid og Rosenrød med en Prinds til Verden, og det blev den gamle Dronningen endnu mere ond og avindsyg over, og da det led ud paa Natten, li-
