ruskede og ruskede oppe i Næpebraaten, og han var ikke længe om at troe at det var Fanden, han heller. Han saa da at komme hjem saa fort han kunde, og sagde at Fanden var i Næpebraaten. Der blev nu stor Forskrækkelse paa Gaarden, da de hørte det, og saa troede de at det var bedst at sende Bud efter Præsten, for at faae ham til at binde Fanden. „Nei det gaaer ikke an,” sagde Kjærringen,” at gaae til Præsten i Dag, det er jo Søndagsmorgenen; han kommer ikke nu, for ikke er han oppe saa tidlig, og om saa er, saa læser han over paa Prækenen sin.”
„Aa, jeg lover ham en fed Gjødkalvesteg jeg, saa kommer han nok,” sagde Manden. Ja han lagde afsted til Præstegaarden, men da han kom did, var Præsten ikke oppe endda. Gjenten bad da Manden at gaae ind i Stuen og gik op til Præsten og sagde, at den og den Bondemand var nede og vilde snakke med ham. Ja, da Præsten hørte at det var saadan en brav Mand, som var nede, saa stod han op og kom ned strax med Tøfler og Natlue paa.
Manden fortalte ham Ærendet sit og sagde at Fanden var løs oppe i Næpebraaten hans, og hvis Præsten vilde være med og binde ham, saa skulde han sende ham en fed Gjødkalvsteg. Ja, det var Præsten ikke uvillig til og raabte paa Gutten og bad ham at lægge Sadlen paa Hesten, mens han klædte paa sig. „Nei Faer, det gaaer nok ikke an” sadge Manden, „for Fanden standser vel ikke længe, og En kan ikke vide, hvor En skal tage ham igjen, naar han er sluppen løs. I faaer nok være med strax.” Præsten fulgte med slig, han stod og gik, med Natlue og Tøfler paa; men da de kom til Myren, var den saa blød,
