Side:Folkeeventyr (1852).djvu/250

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


begge de forrige Kveldene. Men Gidske blev ved Sit hun: „Vil I have Kjød eller Flesk eller Pølse eller Ærtebrød? se for deiligt Ærtebrød!” raabte hun saa det knald. „I kan faae hvad I vil, for her er nok at tage af! her er nok at tage af!” — Manden paa Gaarden var vaagnet ved denne Akkorderingen, kom ud og skulde see, hvad der var paa Færde. Tyvene afsted det forteste de kunde. Ret som det var, kom Gidske ogsaa springende, saa svart og fæl, som hun var. „Bi lidt, bi lidt Karle!” skreg hun, „I kan faae hvad I vil have, for her er nok at tage af!” Da Manden fik see det stygge Bæstet, troede han ogsaa at Fanden var løs, for han havde nu hørt, hvad der var hændt de forrige Aftener; og han begyndte baade at læse og at bede, og det gjorde de i alle Gaardene i hele Bygden, for de vidste at man kunde læse Fanden bort.

Løverdagskvelden skulde Tyvene ud at stjæle sig en fed Buk igjen til Helligdagskost, og den kunde de nok vel behøve, for de havde sultet i mange Dage, men saa vilde de ikke have Gidske med; hun gjorde bare Ugavn med Kjæften sin, sagde de. Medens Gidske gik og ventede paa dem om Søndagsmorgenen, blev hun fælt sulten; hun havde ikke faaet Stort heller i hele tre Dage, og saa gik hun op i en Næpebraate og ruskede op nogle Næper og aad. Da Manden var kommen op paa Gaarden, som Næpebraaten hørte til, var han saa urolig af sig og syntes, at han endelig maatte ud og see til Næpebraaten sin om Søndagsmorgenen. Ja han fik da paa sig Buxerne og gik ned over til en Myr, som var nedenfor Bakken, Næpebraaten laa i. Da han kom did, fik han see, det var noget Sort, som gik og