Side:Folkeeventyr (1852).djvu/252

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


at Præsten ikke kunde gaa, over den med Tøflerne. Bonden tog ham paa Ryggen og skulde bære ham over. Han steg nu nok saa forsigtig paa en Fliis, hist og her; da de vare komne midt ud paa, fik Gidske see dem og troede, at det var Tyvene, som kom med Bukken. „Er han fed, er han fed, er han fed?” skreg hun, saa det gnældte i Skoven. „Jeg veed Fanden enten han er fed eller tør, jeg,” sagde Manden, da han hørte det, „men vil du vide det, faaer du komme og kjende efter selv,” sagde han, og saa blev han saa ræd, at han kastede Præsten midt ud i Blødmyren og tog til Beens, og er ikke Præsten staaet op, saa ligger han der nok endnu.


33.
De tolv Vildænder.

Der var engang en Dronning, som var ude og kjørte, da der var faldt Nysnee om Vinteren, da hun var kommen et Stykke paa Veien begyndte hun at bløde Næseblod og maatte gaae ud af Slæden. Medens hun nu stod op ved Gjerdet og saa paa det røde Blod og den hvide Snee, kom hun til at tænke paa at hun havde tolv Sønner og ingen Datter, og saa sagde hun ved sig selv: „Havde jeg en Datter saa hvid som Snee og rød som Blod, saa kunde det gjerne være det samme med Sønnerne