gaae i Sauehuset og sende ud og de skulde tage imod. Sauehuset stod tæt ind ved Stuevæggen, hvor Manden laa og sov, og Gidske gik derfor nok saa stille og forsigtig ind i Huset, men da hun var kommen vel ind, saa skreg hun ud til Tyvene: „Vil I have Buk eller Søie? her er nok at tage af.” „Hys! hys! tag bare en der er brav fed,” sagde Tyvene. „Ja, men vil I have Buk eller Søie? Vil I have Buk eller Søie? for her er nok at tage af,” skreg Gidske. „Hys, hys da!” sagde Tyvene, „tag bare en, som er brav fed, saa er det det samme enten det er Buk eller Søie.” „Ja, men vil I have Buk eller Søie? vil I have Buk eller Søie? her er nok at tage af!” sagde Gidske, hun blev ved Sit hun. „Saa hold da Kjæften paa dig, og tag bare en som er brav fed, enten det saa er Buk eller Søie,” sagde Tyvene. Men idetsamme kom Manden i Stuen, som havde vaagnet ved Spektaklet, ud i Skjorten og skulde see, hvad der var paafærde. Tyvene tilbeens, og Gidske lagde afsted efter dem, saa at hun fløi Manden overende. „Bi Karle, bi Karle!” skreg hun. Manden, som ikke havde seet andet end det sorte Dyret, blev saa bange at han næsten ikke turde staae op igjen, for han troede det var Fanden selv, der havde været i Sauehuset. Han vidste ikke mere end et Raad, han, gik ind og vækkede Alle de Øvrige og satte sig til at læse og bede, for han havde hørt at de kunde læse Fanden bort.
Saa var det den anden Kveld, Tyvene skulde ud at stjæle en fed Gaas, og Gidske skulde vise dem Veien. Da de saa kom til Gaasehuset, skulde Gidske gaae ind og sende ud, for hun var godt kjendt, og Tyvene skulde tage imod. „Vil I have Gaas
