Side:Folkeeventyr (1852).djvu/247

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


at hun saa ud værre end Fanden. Da Gidske vaagnede og saa hvor fæl hun var, kjendte hun sig ikke selv igjen. „Kan det være mig dette da?” sagde Gidske. „Nei, mig kan det ikke være, for saa fæl har jeg da aldrig været, det maa være Fanden selv. Men for da at faae vide, hvorledes det hang sammen, saa gik hun hen og lukkede paa Døren hos Huusbonden sin og spurgte: „Er Jeres Gidske hjemme i Dag, Fa’er?” „Ja Kors, min Gidske er hjemme,” sagde Manden, for han vilde være kvit hende. Ja, saa kan ikke jeg være hans Gidske, tænkte hun, og skjæktede afsted, og glad var han. Da hun havde gaaet et Stykke, kom hun til en stor Skov; der traf hun to Tyve. Dem vil jeg give mig i Følge med, tænkte Gidske, siden jeg er Fanden, kan det være saa passende for mig at gaae i Tyvefølge. Men Tyvene tænkte ikke saa de; da de fik see Gidske, tog de til Beens, det forteste de kunde, for de troede den Slemme selv var efter dem og vilde have dem. Men det hjalp dem ikke stort, for Gidske var langbeent og rap paa Foden, og hun var efter dem før de vidste af det.

„Skal I ud at stjæle, saa vil jeg være med og hjælpe Jer,” sagde Gidske, „for jeg er vel kjendt her i Bygden.” Da Tyvene hørte det, syntes de, det var godt Følge, og var ikke rædde længer.

De skulde bort at stjæle en Sau, sagde de, men de vidste ikke, hvor de skulde faae fat paa en. „Aa, det er ingen Sag,” sagde Gidske, „for jeg har tjent hos en Bonde borte paa Skoven i lang Tid, jeg skulde gjerne finde Sauehuset i Kulmørke. Det syntes Tyvene var gjildt, og da de kom did, skulde Gidske