Side:Folkeeventyr (1852).djvu/246

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


halve skal du faae efter min Død; for Sønnerne mine de kan skaffe sig Land og Rige selv, nu de ere blevne Prindser igjen.” Saa kan det vel hænde, der blev Glæde og Moro i det Bryllup; jeg var ogsaa med; men der var Ingen som havde Stunder at komme i Hu mig: jeg fik ikke Andet end et Smørrebrød, det lagde jeg paa Kakkelovnen, og Brødet brand, og Smørret rand, og aldrig fik jeg igjen et eneste Gran.


32.
Gidske.

Der var engang en Enkemand; han havde en Huusholderske, som hedte Gidske, og hun vilde gjerne have ham og overhang ham stedse og bestandig om at han skulde gifte sig med hende. Men tilsidst blev Manden saa kjed af det, at han ikke vidste, hvad han skulde gjøre for at blive kvit hende.

Saa var det mellem Slaatten og Skuren, da Hampen var moden, de skulde til at ryske Hamp. Gidske syntes nu bestandig, at hun var saa vakker, og saa ferm og flink, og saa ryskede hun Hamp, til hun blev ør i Hovedet af den stærke Lugten og faldt overende og blev liggende at sove i Hampeageren. Mens hun sov, kom Manden med en Sax og klippede Stakken af hende; og siden smurte han hende ind først med Talg og saa med Pibesod, saa