Side:Folkeeventyr (1852).djvu/245

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Stubben og saa forbi Kjærringen, som sad i Bjergskorten og spandt; og det gik saa fort at Askeladden ikke kunde høre det, Kjærringen skreg efter ham, men saa meget hørte han, at han forstod, hun var fælt sindt.

Det var næsten mørkt, da de kom tilbage til Kongsgaarden om Kvelden, og Kongen selv stod paa Gaarden og ventede paa dem. „Har du nu gjætet tro og vel hele Dagen?” sagde Kongen til Askeladden. „Jeg har gjort mit Bedste jeg,” svarede Askeladden. „Saa kan du vel sige mig, hvad de syv Folerne mine æde og drikke?” spurgte Kongen. Askeladden tog da frem Alterbrødet og Viinflasken og viste Kongen. „Der seer du Maden og der seer du Drikket deres,” sagde han. „Ja du har gjætet tro og vel,” sagde Kongen; „og du skal have Prindsessen og halve Riget.” Saa blev der lavet til Bryllups og det skulde være saa prægtigt og gjildt, at det baade skulde høres og spørges, sagde Kongen. Men da de saa sad ved Brudebordet, reiste Brudgommen sig og gik ned i Stalden, for han havde glemt Noget der, og det maatte han gaae efter, sagde han. Da han kom derned, gjorde han som Folerne havde sagt, og hug Hovedet af dem alle syv, først af den Ældste og saa af de Andre, efter som de vare gamle til, og saa passede han nøie paa at lægge hvert Hoved ved Halen paa den Folen, det havde siddet paa; og eftersom han gjorde det, bleve de til Prindser igjen. Da han kom ind til Bryllupsbordet med de syv Prindserne, blev Kongen saa glad, at han baade kyssede og klappede Askeladden; og Bruden hans blev endnu gladere i ham, end hun før havde været. „Det halve Riget har du nu faaet,” sagde Kongen, „og det andet