det før sad paa; saa har Trolddommeu ikke mere Magt med os.” Det lovede Askeladden, og saa reiste de videre.
Da de nu havde reist en lang, lang Vei, spurgte Folen: „Seer du Noget?” „Nei,” sagde Askeladden. Saa reiste de en god Stund endda. „End nu?” spurgte Folen; „seer du Noget nu?” „Aa nei!” sagde Askeladden. Saa reiste de mange, mange Mile igjen baade over Bjerg og Dale. „Nu da?” sagde Folen, „seer du ikke Noget endnu?” „Jo” sagde Askeladden, „nu seer jeg ligesom en Stribe, som blaaner langt, langt borte.” „Ja, det er en Elv det,” sagde Folen; „den skal vi over.” Over Elven gik der en lang, gjild Bro, og da de vare komne paa den anden Side, reiste de igjen et langt, langt Stykke; saa spurgte Folen igjen, om Askeladden ikke saa Noget? Jo, den Gang saa han, det sortnede i Noget langt borte, ligesom i et Kirketaarn. „Ja, der skal vi ind igjen,” sagde Folen.
Da Folerne kom ind paa Kirkegaarden, bleve de til Mennesker igjen og saae ud som Kongssønner, med saa prægtige Klæder at det lyste af dem; og saa gik de ind i Kirken og annammede Brød og Viin af Præsten, som stod for Alteret. Askeladden gik ogsaa ind; men da Præsten havde lagt Hænderne paa Prindserne og lyst Velsignelsen, gik de ud af Kirken igjen, og det gjorde Askeladden ogsaa; men han tog med sig en Viinflaske og et Alterbrød. Og med det samme de syv Kongssønnerne kom ud paa Kirkegaarden, bleve de til Foler igjen, saa satte Askeladden sig op paa Ryggen af den Yngste, og saa gik det tilbage igjen den samme Vei, de vare komne, men endda meget, meget fortere end frem. Først reiste de over Broen, saa forbi
