lagde sig ikke til at sove, men tog frem Madsækken sin. Da det lyste af Dagen, drog han afsted igjen, for han syntes ikke, han kunde havde nogen Ro paa sig. Saa gik han og saa red han hele Dagen bort igjennem en stor Skov, hvor der var mange grønne Flækker, som lyste saa deilig borte imellem Træerne. Ikke vidste han hvor han var henne og ikke vidste han hvor det bar hen, men han gav sig ikke mere Tid til at hvile, end naar Hesten fik Lidt i sig og han selv fik op Skræppen sin, naar de kom til en af de grønne Flækkerne. Han gik og han red, og aldrig syntes han der blev nogen Ende paa Skoven.
Men i Mørkningen den anden Dag, saa han det lyste frem imellem Træerne. "Gid der nu var Folk oppe, saa jeg kunde faae varmet mig og Lidt at leve af," tænkte Halvor. Da han kom did, saa var det en liden ussel Stue, og igjennem Ruden saa han et Par gamle Folk derinde; de vare saa gamle og graae i Hovedet som en Due, og Kjærringen havde en Næse saa lang, at hun sad ved Peisen og brugte den til Glorage. "God Qvæld!" sagde Halvor og gik ind i Stuen. "God Qvæld!" sagde Kjær- ringen. "Men hvad Erinde har I da, som kommer hid?" sagde Kjærringen; "her har ikke været kristne Folk paa over hundrede Aar." Ja, Halvor fortalte da, at han skulde til Soria Moria Slot, og spurgte om hun vidste Veien did. "Nei," sagde Kjærringen, "det veed jeg ikke, men retnu kommer vel Maanen, saa skal jeg spørge den, og den veed det nok, den maa vel see det, for den skinner jo paa Alting." Da saa Maanen stod lys og blank over Trætoppene, gik Kjærringen ud. "D u Maane, du Maane," skreg hun, kan du sige mig Veien til Soria Moria Slot? "Nei," sagde Maanene, "det
