Side:Folkeeventyr (1852).djvu/223

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


De satte sig da der og da de havde siddet en Stund, sagde den yngste Prindsessen: "Jeg faaer vel lyske dig lidt jeg, Halvor." Ja, Halvor lagde Hovedet i hendes Favn, saa lyskede hun ham og det varede ikke længe førend Halvor sov; derpaa tog hun Ringen af ham og satte en anden i Stedet, og saa sagde hun: "Hold nu i mig Allesammen, - og gid vi saa var paa Soria Moria Slot!"

Da Halvor vaagnede, kunde han nok skjønne at han havde mistet Prindsesserne og begyndte at græde og bære sig, og han var saa reent mistrøstig, at de slet ikke kunde stagge ham. Alt det Forældrene bade ham, vilde han ikke standse men tog Farvel og sagde, at han vist aldrig fik see dem mere, for fandt han ikke Prindsesserne igjen, syntes han ikke det var værdt at leve.

Trehundrede Daler havde han igjen; dem tog han i Lommen og gav sig paa Veien. Da han havde gaaet et Stykke, mødte han en Mand med en skikkelig Hest; den vilde han kjøbe og begyndte at akkordere med Manden. "Ja, jeg har rigtignok ikke tænkt at sælge den" sagde Manden, "men naar vi kunde blive forligte saa -." Halvor spurgte da, hvad han vilde have for den. "Ikke Meget har jeg givet for den, og ikke Meget er den værd; det er en brav Hest at ride paa, men til at trække duer den ikke stort, men altid saa aarker den nok Madsækken Jeres og Jer ogsaa, naar I gaaer styk- omtil," sagde Manden. Tilsidst bleve de da enige om Prisen, og Halvor lagde Sækken sin paa den, og saa gik han stykomtil og stykomtil red han. Om Kvælden kom han til en grøn Vold, hvor der stod et stort Træ, som han satte sig ved. Der slap han Hesten, og han