Side:Folkeeventyr (1852).djvu/222

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

da for i Veien og Halvor efter. Da hun saa kom derop, fortalte hun, at Halvor var kommen hjem igjen, og nu skulde de bare see hvor gjild han var; han saa ud som en Prinds, sagde hun.

"Det veed jeg vist," sagde Jenterne og slog paa Nakken, "Han er vel den samme Fillefanten, han altid har været." I det samme kom Halvor ind, og saa blev Jenterne saa forfjamsede at de glemte igjen Særken i Peisen, hvor de sad og loppede sig, og fløi ud i bare Stakken. Da de saa kom ind igjen, vare de saa skam- fulde, at de næsten ikke turde see paa Halvor, som de altid havde været stolte og overmodige mod før. "Ja I, har nu altid syntes, I var saa pene og vakkre I, at Ingen kunde være Jeres Lige, men I skulde bare see den ældste Prindsessen som jeg har frelst," sagde Halvor; "mod hende seer I ud som Gjæterjenter, og den mel- lemste er endda vakkrere, men den yngste, som er Kjæ- resten min, er vakkrere end baade Sol og Maane; Gud give de bare var her, saa skulde I see," sagde Halvor.

Han havde ikke før sagt det, førend de stod der, men da blev han saa ilde ved, for nu kom han i Hu, hvad de havde sagt. - Paa Gaarden blev der nu baade holdt Gjæstebud for Prindsesserne og gjort Stads af dem; men de vilde ikke standse der. "Vi vil ned til Forældrene dine," sagde de til Halvor "og saa vil vi ud at see os om." Han fulgte da med dem. Saa kom de til et stort Vand udenfor Gaarden, hvor Halvor sagde, der var saa megen Fisk, at den gik i store Stimer, men der var aldrig Nogen, som fik Noget af den. Tæt ved det Vandet var der saadan en deilig grøn Bakke; der vilde Prindsesserne sidde og hvile en Stund, for de syntes det var saa vakkert at sidde og see ud over Vandet, sagde de.