Side:Folkeeventyr (1852).djvu/216

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


store, slette Agre og Enge, men Folk saa han ingen af. Saa begyndte det at blæse, men Halvor syntes ikke han havde seet nok endnu, og han vilde gjerne gaae lidt længere for at see om han ikke kunde træffe Folk. Om en Stund kom han da paa en stor Vei, som var saa jævn og slet, at man gjerne kunde trille et æg paa den. Denne gik nu Halvor efter, og da det led mod Kvælden, saa han et stort Slot langt borte, som det lyste af. Da han nu havde gaaet hele Dagen og ikke havt noget Videre til Niste med sig, var han dyg- tig sulten, men jo nærmere han kom til Slottet desto mere bange blev han ogsaa.

I Slottet brændte det paa Varmen og Halvor gik ind i Kjøkkenet, som var saa gjildt, at han aldrig havde seet saa gjildt et Kjøkken; der var Kjørreler baade af Guld og Sølv, men Folk var der ingen af. Da nu Halvor havde staaet der en Stund og der Ingen kom ud, saa gik han hen og lukkede paa en Dør; der inde sad en Prindsesse, som spandt paa en Rok. «Nei, nei da!» raabte hun, «tør der komme kristne Folk hid da? Men det er nok bedst at du gaaer igjen, hvis ikke Trol- det skal sluge dig, for her boer et Trold med tre Ho- veder.»

«Jeg er lige glad om han havde fire og, saa skulde jeg have Lyst til at see den Karl», sagde Gutten, «og jeg gaaer ikke; jeg har intet Ondt gjort; men Mad maa du skaffe mig, for jeg er fælt sulten.» Da Halvor havde spiist sig mæt, sagde Prindsessen til ham at han fik prøve om han kunde svinge Sværdet, som hang paa Væggen; nei han kunde ikke svinge det; han kunde ikke løfte det engang. «Ja», sagde Prindsessen, «saa faaer