Side:Folkeeventyr (1852).djvu/215

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
27.
Soria Moria Slot.

Der var engang et Par Folk, som havde en Søn, der hedte Halvor. Lige fra han var en liden Gut vilde han ikke bestille Noget, men sad bare og ragede i Asken. Forældrene satte ham bort til at lære mange Ting; men Halvor stansede ingensteds, for naar han havde været borte i nogle Dage, rømte han af Læren, løb hjem og satte sig i Skorstenen til at grave i Asken igjen. Men saa kom der engang en Skipper, og spurgte Halvor om han ikke havde Lyst til at være med ham og fare tilsøs og see fremmede Lande. Jo det havde Halvor Lyst til, da var han ikke længe ufærdig.

Hvorlenge de nu seilede, veed jeg ingen Beskeed om, men langt om lenge opkom der en stærk Storm, og da den var forbi og det blev stille igjen, vidste de ikke hvor de vare henne; de vare drevne hen til en fremmed Kyst, som Ingen af dem var kjendt paa.

Da det nu slet ingen Vind var, bleve de liggende stille her og Halvor bad Skipperen om han fik Lov at gaae i Land at besee sig, for han vilde heller gaae end ligge og sove. «Synes du, du kan vise dig for Folk?» sagde Skipperen, «du har jo ikke Andet til Klæder end de Fillerne, du staaer og gaaer i.» Halvor blev ved Sit han, og saa fik han endelig Lov, men han skulde komme tilbage igjen, naar det begyndte at blæse. Han gik da og det var et deiligt Land; overalt hvor han kom frem, var der