Side:Folkeeventyr (1852).djvu/214

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Poul», sagde han, «og saa bad han, at I vilde tage med Jer øxen og komme bort og stelle lidt paa den.»

Ja Manden gik og tog med øxen, men Poul Andrestuen fik ikke øine paa ham, førend han tog til- beens det bedste han kunde. Manden dreiede og vendte paa Ploven og saa paa den paa alle Kanter, og da han ikke kunde see noget Ufærdigt paa den, saa gik han tilbage igjen, men paa Veien plukkede han op de Levsesmuler, Gutten havde sluppet ned. Kjærringen stod en Stund og saa paa dette o undrede sig over hvad det var Manden sankede op.

«Aa, han Faer plukker nok op Steen,» sagde Gutten, «for han har mærket, at denne Poulen Andrestuen, render saa ofte over hos os, og det synes Kallen ikke noget videre om, og nu har han bandet paa at han vil stene Moer ihjel». - Kjærringen afsted det forteste hun kunde. «Hvad er det Moer sætter saa afsted efter?» spurgte Manden, da han kom frem. - «Aa, der er nok Varme løs hjemme,» sagde Gutten. Manden efter, og Kjærringen føre, og skreg: «Aa, slaa ikke ihjel mig, slaa ikke ihjel mig, saa skal jeg aldrig lade Poul Andrestuen komme til mig da!» «Nu er de ti Dalerne mine!» raabte Gutten.