— 143 —
til Paal: „Det er Fanden til Tryne denne Gutten; dette var nu hans Skyld. Men nu faaer du see at komme afsted, saa skal jeg komme ned til dig i Engen med Mellemmiddag.“ Det stod Gutten i Svalen og hørte paa.
„Fa’er,“ sagde han, „nu mener jeg det er bedst, vi gaae ned i Dalen og gjøre i Stand Skigaardstykket, som er blæst ned, for Svinene deres i den andre Stuen gaae og rode op Engen vor.“ „Ja vi faaer vel det“, sagde Manden, for han gjorde Alt, hvad de sagde til ham.
Ved Mellemmiddagstid kom Kjærringen skjæktende ned i Engen med Noget under Forklædet. „Nei, nei Moer, nu troer jeg ikke, du er dig selv længer,“ sagde Manden, „skal vi nu have Mellemmiddag ogsaa?“ „Aa ja, I faaer vel det,“ sagde hun; meget vildere var hun endda. Og de levede vel, og spiste baade Levse og Smør og fik Brændeviin til.
„Jeg gaaer bort til Paal Andrestuen med Lidt ogsaa, jeg Moer,“ sagde Gutten „for han har nok ikke faaet nogen Mellemmiddag“. „Ja gjør det!“ sagde Konen; da blev hun blid igjen med Eet.
Paa Veien plukkede Gutten Lefsen op og slap en Smule nu og da, eftersom han gik. Til Paal Andrestuen sagde han: „Du faaer nok tage dig i Agt du, for Kallen vor har mærket, at du kommer vel ofte over til Kjærringen; det synes han ikke noget videre om, og nu har han bandet paa, han skal hugge Øxen i dig, saasnart han faaer see dig.“
Paal blev meget ræd og forknyt, og Gutten gik tilbage igjen til Manden. — „Der er noget ufærdigt paa Ploven til
