Side:Folkeeventyr (1852).djvu/212

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest
26.
Paal Andrestuen.

Der var engang en Kone, som havde en døv Mand, og det var en god Dot; men derfor holdt han ogsaa mere af Gutten i den andre Stuen, som de kaldte Poul Andrestuen. At disse to havde Noget mellem sig, det mærkede godt Tjenestegutten hos den døve Manden, og engang sagde han til Kjærringen: «Tør I vædde ti Daler, Moer, at jeg skal faae Jer til at aabenbare Jer egen Skam?»

«Ja det tør jeg nok», sagde hun, og saa væddede de ti Daler.

Saa var det en Dag, Gutten og den døve Mand stode paa Loven og tærskede, at Gutten mærkede, Poul Andrestuen kom til Kjærringen. Han sagde ingen Ting, men en god Stund før Dagvardtid, vendte han sig om mod Lovedøren og skreg i med Eet: «Jada»!

«Nu, skal vi alt ind nu da?» sagde Manden, som ikke havde mærket Noget. «Ja vi skal vel det, siden Moer raaber» svarede Gutten.

Da de kom i Svalen begyndte Gutten at hoste og harke forat Konen kunde faa gjemt Poul Andrestuen. Da de saa kom ind, stod der et Fad Rømmegrød paa Bordet. «Nei nei da Moer» sagde Manden, «skal vi have Rømmegrød» i Dag? «Aa ja, I skal det», sagde Kjærringen suur og vild var hun. Da de vel havde ædt og var gaaet ud igjen, sagde hun