Side:Folkeeventyr (1852).djvu/208

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Broder, Kong Lavring, som var saa liig ham selv, at Ingen kunde skjelne dem fra hinanden, der paa Kongsgaarden, saa kunde han faae den anden Prindsesse og det halve Rige, for selv syntes han, han havde nok med den ene Halvpart. Aldrig før var han falden paa dette, saa gik han udenfor Slottet og raabte paa Kong Lavring; nei der kom Ingen. Saa raabte han en Gang til og lidt høiere, men nei, der kom endda Ingen. Saa raabte Lillekort tredie Gang og det af alle Kræfter; og saa stod Broderen der. "Jeg sagde, du ikke skulde raabe paa mig uden du var i din yderste Nød", - sagde han til Lillekort - "og her er jo ikke en Myg, som kan gjøre dig Fortræd"; dermed daskede han til ham, saa Lillekort rullede bortover Engen. "Aa Skam saae dig, at du slaaer"! sagde Lillekort; "først har jeg vundet Kongsdatteren og det halve Rige, og saa den anden Kongsdatter og det andet halve Rige, og nu tænkte jeg at give dig den ene Prindsesse og Halvdelen af Kongeriget med mig; - synes du da, det er rimeligt at slaae saaledes til mig"? Da Kong Lavring hørte det, bad han sin Broder om Forladelse, og de bleve da strax Venner og vel forligte igjen. "Nu veed du", sagde Lillekort, "at vi ere saa lige, at Ingen kan skjelnde den Ene af os fra den Anden; byt nu klæder med mig og gaae op paa Slottet, saa troe Prindsesserne, det er mig som kommer ind; den som da først kysser dig, skal du have, saa tager jeg den Anden, jeg;" for han vidste at den ældste Kongsdatter var den stærkeste, og saa kunde han vel skjønne hvorledes det vilde gaae, Det var Kong Lavring strax villig til; han byttede Klæder med Broderen og gik ind i Slottet. Da han kom ind i Prindses-