Side:Folkeeventyr (1852).djvu/209

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


sernes Værelse, troede de, det var Lillekort, og begge løb paa Timen hen imod ham; men den ældste, som var størst og stærkest, skjød Søsteren til Side og tog Kong Lavring om Halsen og kyssede ham; og saa fik da han hende, og Lillekort den yngste Kongsdatter. Da kan der vel hende der blev et Bryllup, og det saa det hørtes og spurgtes over syv Kongeriger.


25.
Dukken i Græsset.


Der var engang en Konge, som havde tolv Sønner. Da disse bleve store, sagde han til dem, at de skulde drage ud i Verden og finde sig en Kone, men hun skulde kunne spinde og væve og sye en Skjorte paa een Dag, ellers vilde han ikke have hende til Svigerdatter. Hver af dem gav han en Hest og en ny Rustning, og de droge da ud i Verden for at lede efter en Kone, men da de vare komne et Stykke paa Veien, sagde de at de ikke vilde have med sig Askepot, for han duede ikke til nogen Ting. - Ja, Askepot maatte da blive igjen, han, og han vidste ikke hvad han skulde gjøre eller hvordan han skulde vende sig; saa blev han saa sørgmodig at han steg af Hesten og satte sig ned i Græsset til at græde. Men da han havde siddet en liden Stund, begyndte en af Tuerne i Græsset at røre sig, og frem af den kom der en liden hvid Ting, og da den kom nærmere, saa Askepot, at det