Alle smage, forstaaer sig: først Troldet selv og siden de Andre; men Lillekort havde brygget Vørteren saa stærk, at de faldt døde som Fluer, eftersom de drak af den. Tilsidst var der ingen Anden tilbage end en gammel ussel Kjærring, der laa bag Kakkelovnen. "Aa, Stakkel!" sagde Lillekort, du faaer da smage Vørteren, du med!" og saa gik han bort og skrabede om Bunden paa Bryggekarret med Kollen, og gav hende; saa var han kvit dem Allesammen.
Som han nu stod der og saa sig om, fik han øie paa en stor Kiste; den tog Lillekort og lagde fuld af Guld og Sølv, bandt saa Trodsen om sig og Prindsessen og Kisten, og rykkede af alle Kræfter; saa trak Mandskabet dem op i god Behold. Da Lillekort vel var kommen op paa Skibet, sagde ham; "Gaa nu salt Vand og ferskt Vand, Bjerg og dybe Dale, og stands ikke før du kommer ved Kongens Gaard," og strax foer Skibet afsted, saa gule Fossen stod om det. Da de paa Kongsgaarden saa Skibet, vare de ikke sene til at møde med Sang og Spil og tog imod Lillekort med stor Glæde; men gladest af Alle var Kongen, som nu ogsaa havde faaet igjen den anden Datteren sin.
Men nu var Lillekort ikke vel tilmode; thi begge Prindsesserne vilde have ham, og han vilde ikke have nogen Anden end den han først havde reddet - det var den yngste det. - Derfor gik han tidt og ofte og tænkte paa, hvorledes han skulde bære sig ad for at faae hende, for den anden vilde han ogsaa nødig gjøre imod. En Dag han gik og tænkte hid og did paa dette, faldt det ham ind, at dersom han nu bare havde sin
