for ham, og altid sad han ved Kongens høire Side ved Taflet. Lillekort han gik først ud paa Troldskibet og tog en heel Mængde Guld- og Sølvgjorder med sig, og saa piltede han tilbage til Kongsgaarden. Da Kokkepigen fik see alt Guldet og Sølvet, blev hun reent forfærdet og spurgte: "Men kjære, vene Lillekort! hvor har du da faaet alt dette fra?" for hun var nok bange for, han ikke skulde faaet det paa en rigtig Maade. "Aa" svarede Lillekort, "jeg var hjemme lidt, og der vare disse Gjorderne faldne af nogle Spand, og saa tog jeg dem med til dig, jeg." Ja, da Kokkejenten hørte, de vare til hende, spurgte hun ham ikke videre om den Ting; hun takkede Lillekort og Alt var godt og vel igjen.
Den anden Torsdagskvæld gik det lige eens: Alle vare i Sorg og Bedrøvelse, men Ridder Rød sagde, at havde han kunnet frelse Kongsdatteren fra eet Trold, saa kunde han sagtens frelse hende fra eet til, og ledte hende nok saa modig ned til Stranden. Men han gjorde nok ikke det Trold store Skaden heller han; for da Tiden kom at de kunde vente Troldet, sagde han ligesom forrige Gang: "Det er bedre Een mister Livet end To!" og krøb saa op i Træet igjen. Lillekort bad igjen Kokken om Lov til at gaae ned til Stranden lidt. "Aa, hvad skal du der da?" sagde Kokken. "Jo, Kjære lad mig gaae," sagde Lillekort, "jeg vilde saa gjerne ned og more mig lidt med de andre Børn." Ja han skulde da ogsaa den Gang faae Lov at gaae, men det maatte han først love, at han skulde være tilbage, til Stegen skulde vendes, og da skulde han have et stort Vedfange med sig. Aldrig før var Lillekort kommen ned til Stranden, saa kom Troldet
