med dig et dygtigt Fange Ved herind i Kjøkkenet igjen!" Ja det lovede Lillekort, og løb ned til Stranden.
Med det samme han kom der, hvor Kongsdatteren sad, kom Troldet farende saa det suste og bruste om det, det var saa stort og digert at det var fælt, og fem Hoveder havde det. "Ild!" skreg Troldet. "Ild igjen!" sagde Lillekort. "Kan du fegte?" raabte Troldet "Kan jeg ikke, saa kan jeg lære," sagde Lillekort. Saa slog Troldet efter ham med en stor, tyk Jernstang, han havde i Ræven, saa Jorden fløi fem Alen i Veiret. "Tvi!" sagde Lillekort; "det var Noget ogsaa det - Nu skal du see et Hug af mig." Saa greb han Sværdet, han havde faaet af den gamle krogryggede Kjærringen og hug til Troldet, saa alle fem Hovederne fløi bortover Sandet. Da nu Prindsessen saa at hun var frelst, var hun saa glad at hun ikke vidste hvorledes hun skulde bære sig ad; hun baade hoppede og dandsede. "Sov nu en lille Stund paa mit Skjød," sagde hun til Lillekort, og medens han laa der, trak hun en Guldklædning paa ham.
Men nu varede det da ikke længe før Ridder Rød krøb ned igjen af Træet, da han saa, det ikke længer var nogen Fare paa Færde; Prindsessen truede han saalænge til hun maatte love, at hun skulde fortælle, h a n havde frelst hende, for hvis hun ikke sagde det, vilde han tage Livet af hende. Derpaa tog han Lungen og Tungen ud af Troldet og lagde i Lommetørklædet sit, og ledte saa Prindsessen tilbage til Kongsgaarden; og hvad der ikke var bleven gjort ære af ham før, det blev der da nu: Kongen vidste ikke, hvad han skulde finde paa til Hæder
