farende, saa det suste og bruste omkring ham; han var engang til saa stor som det forrige Trold og ti Hoveder havde han. "Ild" skreg Troldet. "Ild igjen!" sagde Lillekort. "Kan du fegte?" raabte Troldet. "Kan jeg ikke, saa kan jeg lære!" sagde Lillekort. Saa slog Troldet efter ham med Jernstangen sin - den var endnu større end den, det første Troldet havde, - saa Jorden fløi ti Alen i Veiret. "Tvi!" sagde Lillekort "det var Noget ogsaa det!" Nu skal du see et Hug af mig." Saa greb han Sværdet og hug til Troldet saa alle ti Hovederene dandsede bort over Sandet.
Saa sagde Kongsdatteren igjen til ham: "Sov en lille Stund paa mit Skjød," og medens Lillekort laa der, trak hun en Sølvklædning paa ham. Saasnart Ridder Rød mærkede, at der ikke længer var nogenFare paa Færde, krøb han ned af Træet og truede Prindsessen saalænge til hun igjen maatte love at sige, at det var ham som havde frelst hende; derpaa tog han Tungen og Lungen af Troldet og lagde ind i sit Lommetørklæde, og ledte Kongsdatteren tilbage til Slottet. Her blev Fryd og Glæde, det kan man nok vide, og Kongen vidste slet ikke, hvorledes han skulde bære sig ad forat vise Ridder Rød Hæder og ære nok.
Lillekort tog med sig et Fange af Guld- og Sølvgjorder fra Troldskibet han. Da han kom tilbage til Kongsgaarden, slog Kokkejenten Hænderne sammen og forundrede sig over, hvor han havde faaet alt det Guld og Sølv fra; men Lillekort svarede, at han havde været hjemme lidt og at det var Gjorder,
