Side:Folkeeventyr (1852).djvu/195

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


rigtig i Nød og Ulykke," sagde den ældste, "saa raabte Gange paa mig, saa skal jeg komme og hjælpe dig; men du maa ikke raabe paa mig, før du er i din yderste Nød!" "Det bliver vel ikke saa hastig, vi sees da," sagde Lillekort; derpaa sagde de hinanden Farvel og Lillekort gik i øst og Kong Lavring i Vest.

Da nu Lillekort havde gaaet en god Stund alene, mødte han en gammel, gammel krogrygget Kjærring, som blot havde eet øie. Det kneb Lillekort. "Au, au!" raabte Kjærringen, "hvor blev der af øiet mit?" "Hvad giver du mig, skal du faae et øie?" sagde Lillekort. "Jeg giver dig et Sværd, som er saadant, det kan overvinde en heel Krigsmagt, om den var aldrig saa stor," svarede Konen. "Ja, kom med det," sagde Lillekort. Kjærringen gav ham da Sværdet og saa fik hun øiet sit igjen. Derpaa gik Lillekort videre og da han havde vandret en Stund, mødte han igjen en gammel, gammel krogrygget Kjærring, som kun havde eet øie; det stjal Lillekort, før hun vidste af det. "Au, au, hvor blev der af øiet mit?" raabte Kjærringen. "Hvad giver du mig, skal du faae et øie?" sagde Lillekort. "Jeg giver dig et Skib, som kan gaae ferskt Vand og salt Vand, Bjerg og dybe Dale," svarede Konen. "Ja, kom med det," sagde Lillekort. Konen gav ham da et lille bitte Skib, som ikke var større end at han stak det i Lommen, saa fik Konen øiet sit igjen og de gik hver sin Vei. Da han saa havde vandret en lang Stund, mødte han for tredie Gang en gammel, gammel krogrygget Kjærring, som kun havde eet øie; det stjal Lillekort igjen og da Konen skreg og bar sig ilde og spurgte, hvor der var bleven af øiet hendes, sagde Lillekort: "Hvad giver du mig,