saa mandhaftig ud i Verden at finde sin Tvillingbroder igjen. Da nu den Yngste havde gaaet en Stund, fik han see sin Broder et Stykke længere frem; han raabte da til ham og bad ham standse; "bi du!" sagde han, "du lægger i Veien, som om du havde Betaling for det; men du burde dog seet din yngste Broder ogsaa, før du drog ud i Verden." Den ældste standsede da og saa sig tilbage, og da nu den Yngste var kommen efter og havde fortalt ham, hvorledes det hang sammen, at han kunde være hans Broder, sagde han videre: "Men lad os nu sætte os ned, og see efter, hvad vor Moder har givet os med til Niste," og det gjorde de.
Da de nu havde vandret et Stykke, kom de til en Bæk, som flød gjennem en grøn Eng; og der sagde den Yngste at de burde give hinanden Navn; "siden vi maatte skynde os, saa at vi ikke fik Tid at gjøre det hjemme, saa faaer vi gjøre det her," sagde han. "Hvad vil da du hedde?" spurgte den ældste. "Jeg vil hedde Lillekort," svarede den Anden; "end du? hvad vil du kaldes?" "Jeg vil hedde Kong Lavring," svarede den ældste. De døbte da hinanden og gik saa videre frem; men da de havde gaaet en Stund, kom de til en Korsvei og der bleve de enige om at skilles ad og tage hver sin Vei. Det gjorde de, men aldrig før havde de gaaet en liden Stund, saa mødtes de igjen; de skiltes da atter ad og tog hver sin Vei, men om en liden Stund gik det lige eens; de mødtes igjen, før de vidste af det, og saaledes gik det ogsaa tredie Gang. Da gjorde de den Aftale, at de skulde gaae En til hver Kant, den Ene i øst og den Anden i Vest. "Men kommer du engang
