Side:Folkeeventyr (1852).djvu/193

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


hverken havde at bide eller brænde. Men havde de næsten Intet af andre Ting, saa havde de faaet en Guds Velsignelse af Børn, og med hvert Aar fik de eet flere. Nu kunde de atter vente et; det var Manden vred over og gik bestandig og knurrede og murrede og sagde, at engang syntes han ogsaa det kunde være nok af de Guds Gaver; og da Tiden kom, at Konen skulde føde, gik han til Skovs efter Ved, fordi han ikke gad see den nye Skraalhans; han fik tidsnok høre ham, naar han skreg efter Mad, sagde han.

Da Manden vel var gaaet, fødte Konen et vakkert Drengebarn, og strax han var kommen til Verden, saa han sig om i Stuen. "Aa, kjære Moder," sagde han, "giv mig nogle gamle Klæder efter mine Brødre og et Par Dages Niste, saa vil jeg ud i Verden og prøve min Lykke; du har Børn nok ligevel, seer jeg." "Gud bedre mig for dig, min Søn," sagde Moderen, "du er altfor liden endnu; det gaaer aldrig an." Men Gutungen blev ved Sit og tiggede og bad saalænge, til Moderen maatte lade ham faae nogle gamle Filler og lidt Niste i et Knytte, og saa gik han nok saa glad og trøstig ud i Verden. Men aldrig før var han gaaet, saa fødte Konen en Dreng til; han saa sig ogsaa om og sagde; "Aa, kjære Moder, giv mig nogle gamle Klæder efter Brødrene mine og et Par Dages Niste, saa vil jeg udi Verden og finde igjen min Tvillingbroder; du har Børn nok alligevel du." "Gud bedre mig for dig, du er alt for liden, din Stakkel," sagde Konen; "det gaaer aldrig an;" men det hjalp ikke, Gutungen tiggede og bad saa længe, til han fik nogle gamle Laser og et Knytte med Niste, og saa vandrede han nok