Side:Folkeeventyr (1852).djvu/179

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


og det skinned af den ligesom af Sølvskoven, og en prægtig Hest med sølvbroderet Dækken og Sølvbidsel fik hun ogsaa.

Da Kongsdatteren kom til Kirken, stode Kirkefolkene udenfor paa Bakken endda; Alle saa undrede de sig nu over hvad hun var for En, og Prindsen var strax paa Færde og kom og vilde holde Hesten for hende, medens hun steg af. Men hun sprang af og sagde, at det behøvedes ikke, for Hesten var saa vel tæmmet, at den stod stille, naar hun befalede det, og kom, naar hun kaldte paa den. Saa gik de Allesammen i Kirken, men der var næsten Ingen, som hørte efter hvad Præsten sagde, fordi de saae formeget paa hende, og Prindsen blev endnu meget mere forelsket end forrige Gang. Da Prækenen var forbi og hun gik ud af Kirken og skulde sætte sig paa Hesten, kom Prindsen igjen og spurgte hende, hvor hun var fra, "Jeg er fra Haandklædeland," sagde Kongsdatteren, og i det samme slap hun sin Ridepidsk ned; da Prindsen bukkede sig for at tage den op, sagde hun:

"Lyst foran og mørkt bag,
Saa Prindsen ikke seer
Hvor jeg rider hen idag!"

Borte var hun igjen, og Prindsen kunde nu ikke vide hvor hun var bleven af; han foer baade vidt og bredt og spurgte efter det Land, hun havde sagt, hun var fra; men der var Ingen, som kunde sige ham hvor det laa, og Prindsen maatte da give sig tilfreds igjen.

Om Søndagen skulde En gaae op til Prindsen med en Kam; Kari bad om Lov til at gaae med den, men de øvrige