Side:Folkeeventyr (1852).djvu/178

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


"Lyst foran og mørkt bag,
Saa Prindsen ikke seer
Hvor jeg rider hen idag."

Prindsen havde nu aldrig seet Mage til Handske, og han foer baade vidt og bredt og spurgte efter det Land, som den stolte Dame, der reiste fra Handsken sin, havde sagt hun var fra, men der var Ingen, som kunde sige ham hvor det laa.

Om Søndagen skulde En gaae op til Prindsen med et Haandklæde. "Aa faaer jeg Lov at gaae op med det," sagde Kari. "Hvad skal det være til," sagde de øvrige, som vare i Kjøkkenet. "Du saa jo hvorledes det gik dig sidst." Kari gav sig ikke, men blev ved at bede til hun fik Lov, og saa løb hun op over Trapperne, saa det ramlede i Træstakken. Prindsen foer ud, og da han fik see, at det var Kari, rev han Haadklædet til sig og kastede det lige i øinene paa hende. "Pak dig nu dit stygge Trold," sagde han, "troer du, jeg vil have et Haandklæde, som du har taget i med dine sorte Fingre?"

Siden reiste Prindsen til Kirken, og Kari bad ogsaa om at faae Lov til at reise did. De spurgte nu hvad hun vilde til Kirken efter, hun som ikke havde noget Andet at have paa sig end den Træstakken, og som var saa sort og fæl. Men Kari sagde at hun syntes at Præsten var saadan vakker Mand til at præke; hun havde saa godt af det, han sagde, saa fik hun Lov tilsidst. Hun gik nu hen til Bjerget og bankede paa, og saa kom Manden ud og gav hende en Kjole, som var meget gjildere end den første; den var besat med Sølv overalt