men de øvrige loe af hende og sagde: "Hvad vil du der? troer du Prindsen vil vide Noget af dig, som seer saaledes ud?" Hun gav sig dog ikke, men blev ved at bede, og endelig fik hun ogsaa Lov. Da hun gik op over Trapperne ramlede det saa forfærdelig i Træstakken, at Prindsen kom ud og spurgte: "Hvad er du for En?" "Jeg skulde nok bringe Vaskevand op til Jer, jeg," sagde Kari. "Troer du, jeg vil have det Vaskevand, du bringer?" sagde Prindsen og slog Vandet over hende. Hun maatte nu gaae med det, men saa bad hun om Lov til at gaae til Kirken; det fik hun ogsaa, for Kirken laa saa nær ved. Men først gik hun hen til Bjerget og bankede paa med Kjæppen, som stod der, saaledes som Studen havde sagt. Strax kom der ud en Mand, og spurgte hvad hun vilde. Kongsdatteren sagde, at nu havde hun faaet Lov at gaae i Kirken og høre paa Præsten, men hun havde ingen Klæder at have paa sig. Saa bragte han en Kjole til hende som var saa blank som Kobberskoven, og Hest og Sadel fik hun ogsaa. Da hun kom til Kirken, var hun saa vakker og saa gjild, at Alle undredes over hvem hun var, og næsten Ingen hørte efter hvad Præsten sagde, fordi de saa formeget paa hende; Prindsen selv blev saa forelsket at han ikke vendte øinene fra hende et øieblik.
I det samme hun gik ud af Kirken, løb Prindsen efter og trak Kirkedøren til efter hende og saa beholdt han den ene Handsken i Haanden. Da hun gik hen og satte sig paa Hesten, kom Prindsen igjen efter og spurgte hvor hun var fra: "Jeg er fra Vadskeland," sagde Kari, og medens Prindsen tog Handsken frem for at levere hende den, sagde hun:
