mindede hende om hvorledes det var gaaet sidst og skjændte paa hende, fordi hun vilde vise sig for Prindsen saa sort og saa fæl, som hun var i sin Træstak; men hun holdt ikke op at bede, førend de lode hende gaae op til Prindsen med Kammen. Da hun kom ramlende op over Trapperne igjen, foer Prindsen ud, tog Kammen og kastede den efter hende og bad, hun bare vilde pakke sig. Siden reiste Prindsen til Kirken, og Kari bad ogsaa om Lov; de spurgte igjen hvad hun skulde der, hun som var saa fæl og sort, og som ikke havde Klæder, hun kunde vise sig blandt Folk i; Prindsen eller nogen Anden kunde gjerne faae see hende, sagde de, saa blev baade hun og de ulykkelige; men Kari sagde, at de havde nok Andet at see efter, og hun holdt ikke op at bede førend hun fik Lov at gaae.
Nu gik det ligeens som begge de forrige Gange; hun gik hen til Bjerget og bankede paa med Kjæppen, og saa kom Manden ud og gav hende en Kjole, der var endnu meget prægtigere end de forrige; den var næsten af puurt Guld og besat med Diamanter, og en prægtig Hest med guldbroderet Dækken og Guldbidsel fik hun ogsaa.
Da Kongsdatteren kom til Kirken, stode Præsten og Almuen paa Bakken endda, og ventede paa hende. Prindsen kom nu løbende og vilde holde Hesten, men hun sprang af og sagde: "nei Tak, det behøves ikke, for min Hest er saa vel tæmmet, at den staaer stille, naar jeg befaler den det." Saa skyndte de sig i Kirken Allesammen og Præsten paa Prækestolen, men Ingen hørte efter hvad han sagde, fordi de saae formeget paa hende og undrede sig over, hvor hun var fra, og Prindsen var endnu
