Side:Folkeeventyr (1852).djvu/153

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


dig," sagde Riisgjerdet; "kryb under Kvistene mine, saa at de ikke see dig; ellers tage de Skrinet fra dig og rive dig ihjel." Ja hun skyndte sig ind under Kvistene i Riisgjerdet. "Har du seet nogen Jente har gaaet her du?" sagde Troldkjærringen til Riisgjerdet. "Nei jeg har ikke seet nogen Jente," svarede Riisgjerdet og var saa sint at det frasede af det, og saa gjorde det sig saa stort, at det ikke var at tænke paa at komme over det; og der blev da intet andet Raad for Troldkjærringen, end at vende om og reise hjem igjen.

Da nu Manddatteren var kommen hjem, blev baade Kjærringen og Datter hendes endnu meer misundelige paa hende end de før havde været, for nu var hun meget penere og saa gjild, at det var en Lyst at see hende. Hun fik ikke Lov at være inde hos dem; men de jagede hende ud i Svinehuset, der skulde hun boe. Her vaskede hun nu peent og reent, og saa lukkede hun op Skrinet forat see, hvad det var hun havde faaet til Løn, og med det samme, hun lukkede det op, saa var deri saa meget Guld og Sølv og saa mange deilige Ting, at baade Vægge og Tag bleve behængte dermed, og det var meget prægtigere i Svinehuset end paa den gjildeste Kongsgaard. Da Stedmoderen og Datteren fik see dette, bleve de reent udaf sig selv og begyndte at spørge hende, hvorledes hendes Tjeneste havde været. "Aa," sagde hun, "I kan nok vide det, siden jeg har faaet saadan Løn, det var slige Folk og slig en Kone at tjene hos, at der ikke findes Magen."

Ja, saa vilde Kjærringdatteren endelig afsted og tjene, for at hun ogsaa kunde faae sig et saadant Guldskriin. De satte