sig da til at spinde igjen; men da skulde Kjærringdatteren spinde Børster og Manddatteren Hør, og den, som det først røg af for, skulde i Brønden. Det varede ikke længe, førend det røg af for Kjærringdatteren, det kan man nok vide, og saa kastede de hende i Brønden.
Nu gik det lige eens, hun faldt tilbunds, men slog sig ikke, og saa kom hun paa en deilig grøn Eng. Da hun havde gaaet et Stykke, kom hun til Riisgjerdet: "Træd ikke haardt paa mig du, saa skal jeg hjælpe dig igjen," sagde det. "Aa, hvad bryder jeg mig om en Kvistehob," sagde hun og traadte paa Riisgjerdet, saa det knagede i det.
Om lidt kom hun til Koen, som gik der saa mælkesprængt. "Vær saa snild at mælke mig du," sagde Koen, "saa skal jeg hjælpe dig igjen; drik saa Meget du vil, men held Resten paa Klovene mine." Ja det gjorde hun da, hun mælkede Koen og saa drak hun saalænge hun aarkede, og saa var der Intet igjen at slaae paa Klovene; Kollen kastede hun bort over Bakken og gik.
Da hun havde gaaet et Stykke til, kom hun til Bukken, som gik og slæbte Ulden efter sig. "Aa vær saa snild at klippe mig du, saa skal jeg tjene dig igjen, jeg," sagde Bukken; "tag saa Meget af Ulden du vil, men vir Resten om Halsen min." Det gjorde hun, men hun lagde saa uvorrent i Veien at hun klippede store Stykker af Bukken, og al Ulden tog hun med sig.
Om en liden Stund kom hun til æbletræet, som stod ganske kroget af Frugt igjen: "Vær saa snild at plukke æblerne af mig, du, saa Grenene mine kan rette sig, for det lider saa paa at staae saa kroget," sagde æbletræet; "men vær forsigtig
