Side:Folkeeventyr (1852).djvu/151

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


vilde til Løn for sin Tjeneste. Hun vidste nu ikke, hvilket hun skulde tage, men Smaafuglene sang:

"Tag ikke det grønne,
Tag ikke det røde,
Men tag det blaae,
Som vi har sat Tre Kors oppaa!"

Hun tog da det blaae saaledes som Fuglene sang. "Tvi vorde dig og da," sagde Troldkjærringen, "det skal du nok komme til at undgjælde." Da Manddatteren nu skulde reise, skjød Troldkjærringen en gloende Jernstang efter hende, men hun sprang bag Døren med det samme og gjemte sig, saa den ikke traf hende, for Smaafuglene havde sagt hende i Forveien, hvorledes hun skulde bære sig ad. Hun gik nu saa fort hun kunde; men da hun kom hen imod æbletræet, hørte hun det begyndte at dure saa forfærdeligt paa Veien; det var Troldkjærringen og Datteren hendes, som kom efter. Pigen blev saa angest og bange, at hun ikke vidste hvor hun skulde gjøre af sig. - "Kom hid til mig, du," sagde æbletræet, "saa skal jeg hjælpe dig; gaa under Grenene mine og gjem dig, for hvis de faae fat paa dig, tage de Skrinet fra dig og rive dig ihjel." Ja det gjorde hun, og ret som det var, saa kom Troldkjærringen og Datteren: "Har du seet nogen Jente, har gaaet her du?" sagde Troldkjærringen. "Aa ja," sagde æbletræet, "der løb en her forbi for en Stund siden, men hun er nu saa langt borte, at I aldrig naaer hende igjen." Saa vendte Troldkjærringen om og reiste hjem igjen.