Side:Folkeeventyr (1852).djvu/150

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


som om det baade kunde været maaget og feiet. Nu skulde hun til at mælke Kjørene, men de vare saa urolige, de baade sparkede og spændte, saaat hun slet ikke kunde komme til at mælke dem. Men saa sang Fuglene udenfor:

"Liden Streng,
Liden Suup
Til alle
Smaafugle sprut!"

Ja, det gjorde hun, hun sprøitede en liden Streng af Mælken ud til Smaafuglene, saa stode alle Kjørene stille og lod hende mælke sig, og de hverken spændte eller sparkede; de løftede ikke et Been engang.

Da Troldkjærringen saa, hun kom ind med Mælken, sagde hun: "Det har du ikke suget af dit eget Bryst; men nu kan du tage denne sorte Ulden og vaske hvid." Dette vidste Pigen slet ikke hvorledes hun skulde bære sig ad med; for hun havde aldrig seet, at Nogen havde kunnet vaske sort Uld hvid, men endda sagde hun ingen Ting; hun tog Ulden og gik ud til Brønden med. Saa sang Smaafuglene, at hun skulde tage Ulden og have den op i den store Bøtten, som stod der, saa blev den nok hvid.

"Nei, nei," sagde Troldkjærringen, da hun kom ind med Ulden, "dig nytter det ikke at have, du kan jo gjøre Alting, du kom til at ærgre Livet af mig tilsidst; det er bedst, du faaer Reisepas."

Saa satte Troldkjærringen frem tre Skrin, et rødt, et grønt og et blaat, og af disse skulde hun faae Lov at tage hvilket hun