ned med; saa spiste hun sig mæt, og Resten lagde hun peent ind til Roden.
Saa gik hun et langt, langt Stykke og da kom hun til en stor Gaard, hvor der boede en Troldkjærring med Datter sin. Der gik hun ind og spurgte, om hun kunde faae Tjeneste. "Aa, det kan ikke nytte," sagde Troldkjærringen; "for vi har havt Mange, men der har Ingen af dem duet til Noget." Men hun bad saa vakkert, at de endelig skulde tage hende i Tjeneste. Ja de tog hende da ogsaa, og saa gav Troldkjærringen hende et Sold og bad hende hente Vand i det. Hun syntes nok, at det var urimeligt at hente Vand i et Sold, men hun gik alligevel, og da hun kom til Brønden, sang Smaafuglene:
"Kliin i Leer!
Put i Straa!
Kliin i Leer!
Put i Straa!"
Ja det gjorde hun, og saa kunde hun bære Vand i Soldet nok saa godt; men da hun kom hjem med Vandet, og Troldkjærringen fik see Soldet, sagde hun: "Det har du ikke suget af dit eget Bryst!"
Saa sagde Troldkjærringen, hun skulde gaae i Fjøset for at maage og mælke; men da hun kom did, var der en Skuffe saa stor og tung, at hun ikke kunde raade med den, hun kunde ikke løfte den engang. Hun vidste nu slet ikke, hvorledes hun skulde bære sig ad; men Fuglene sang, at hun skulde tage Limeskaftet og kaste ud Lidt, saa fløi alt det øvrige efter. Det gjorde hun, og aldrig før var det gjort, saa var Fjøset saa reent
