gammelt Skrammel til Rustning, saa de kunde faae den Moro at see den Stakkel være med i Krigen. Det fik han og dertil et gammelt, usselt øg, som hoppede paa tre Been.
Saa drog de da ud mod Fienden, men de vare ikke komne langt bort fra Kongsgaarden, førend Gutten blev siddende fast i en Myr med øget sit. Der sad han og hakkede og nikkede; "hei, vil du op! hei, vil du op!" sagde han til øget. Det havde alle de Andre ret sin Moro af og loe og gjorde Nar af Gutten, medens de rede forbi. Men aldrig før vare de borte, saa løb han til Linden, iførte sig Rustningen og rystede paa Bidslet; og strax kom Hesten og sagde: "Gjør du dit Bedste, saa skal jeg gjøre mit!" Da Gutten kom efter, var Slaget alt begyndt og Kongen var i en slem Knibe; men allerbedst det var, havde Gutten slaaet Fienden paa Flugten. Kongen og hans Folk undrede sig meget over, hvem det kunde være, der kom og hjalp dem, men Ingen kom ham saa nær, at han fik talt til ham, og da Slaget var forbi, var han borte. Da de drog tilbage, sad Gutten endda i Myren og hakkede og nikkede paa det trebenede øg. Da loe de igjen; "nei see bare, der sidder den Nar endnu!" sagde de.
Den anden Dag de drog ud, sad Gutten der endda; de loe igjen og gjorde Nar af ham; men aldrig før vare de redne forbi, saa løb Gutten atter til Linden og Alt gik igjen som den forrige Dag. Alle undrede sig over, hvad det var for en fremmed Kjæmpe som havde hjulpet dem, men Ingen kom
