befaler det, saa faaer jeg vel gjøre det," sagde Gutten. Da han nu skulde opefter Trapperne om Aftenen, slampede han saa at de maatte bede ham gaae sagte, forat ikke Kongen skulde faae det at vide. Han kom ind og lagde sig, og begyndte strax at snorke og sove. Strax sagde Prindsessen til sin Terne: "List dig nu bort, og tag af ham Lavparykken!" og det gjorde hun; men i det samme, hun vilde nappe den, holdt han paa den med begge Hænder, og sagde at den fik hun slet ikke. Dermed lagde han sig igjen til at snorke. Prindsessen gav igjen Ternen et Vink, og saa fik hun nappet Parrykken af; da laa Gutten der saa deilig og rød og hvid, som Prindsessen havde seet ham i Morgensolen. Siden laa Gutten hver Nat oppe i Prindsessens Værelse.
Men det varede ikke længe, førend Kongen fik spurgt, at Gartnergutten laa i Prindsessens Kammer hver Nat, og saa blev han saa vred at han nær havde ladet Gutten aflive. Det gjorde han dog ikke, men kastede ham i Fangetaarnet, og sin egen Datter spærrede han inde i hendes Kammer, saa hun aldrig fik Lov at komme ud, hverken Dag eller Nat. Alt hun græd og bad baade for sig og Gutten, saa hjalp det ikke; Kongen blev blot endnu mere vred derover.
En Tid efter blev der Krig og Ufred i Landet, og Kongen maatte ruste sig mod en anden Konge, som vilde tage Riget fra ham. Da Gutten hørte det, bad han Fangevogteren gaae til Kongen for sig og bede om Harnisk og Sværd og Lov at være med i Krigen. Alle de øvrige loe, da Fangevogteren sagde sit ærende, og bad Kongen at han maatte faae noget
