Side:Folkeeventyr (1852).djvu/145

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

han saa nær, at han kunde faae talt til ham; og der var nu Ingen, som gjættede paa Gutten, det forstaaer sig.

Da de drog hjem om Aftenen og saa Gutten endnu sidde paa øget, loe de ham ud igjen, og En skjød en Piil paa ham og traf ham i Benet. Han til at skrige og jamre sig, saa det var forfærdeligt; saa kastede Kongen Lommetørklædet sit til ham, at han skulde knytte det om.

Da de drog ud den tredie Morgen, sad Gutten igjen i Myren. "Hei, vil du op! Hei, vil du op!" sagde han til øget. "Nei, nei! han kommer til at sidde der, til han sulter ihjel," sagde Kongens Folk, medens de red forbi, og saa loe de endnu mere af ham. Da de vare borte, løb han igjen til Linden og kom efter til Slaget netop som det gjeldte. Den Dag dræbte han Fiendens Konge, saa Krigen blev forbi med det samme.

Da Slaget var endt, fik Kongen see sit Lommetørklæde, som den fremmede Kjæmpe havde knyttet om Benet, og saa havde han let for at kjende ham; de tog ham da med stor Glæde mellem sig til Kongsgaarden, og Prindsessen, som saa ham oppe fra sit Vindue, blev saa glad, at man aldrig kan troe det; "der kommer min Kjæreste og!" sagde hun. Han tog da Smurningskrukken og smurte sig selv paa Benet og alle de Saarede, og saa bleve de Allesammen gode igjen paa øieblikket. Saa fik han Prindsessen til ægte; men da han kom ned i Stalden til Hesten om Bryllupsdagen, stod den der saa stur og vilde slet ikke æde; da den unge Konge - for da var han bleven Konge og havde