Side:Folkeeventyr (1852).djvu/136

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


bestan- har siddet og hakket og nikket med Spinding, saa har Næsen min tøiet sig til den er bleven saa lang, som du nu seer den. "Og jeg," sagde den Anden, "ligesiden jeg var ung, har jeg siddet og skubbet frem og tilbage paa Vævfjælen, til min Bag er bleven saa stor og hoven, som du nu seer." Saa sagde den Tredie: "Ligefra jeg var ganske liden, har jeg siddet og stirret og syet, Nat og Dag, og derfor ere øinene mine blevne saa fæle og røde." "Ja saa!" sagde Prindsen, "det var vel jeg fik vide det, for kan Folk blive saa stygge og fæle af det, saa skal da aldrig min Brud hverken spinde eller væve eller sye i sine Dage meer!"


14.
Enkesønnen.


Der var engang en fattig, fattig Enke, som kun havde een Søn. Hun trællede med Gutten, til han havde gaaet til Præsten, men saa sagde hun til ham, at nu kunde hun ikke føde ham længer; han fik ud at tjene for sit Brød. Gutten vandrede da ud i Verden, og da han havde gaaet et godt Stykke, mødte han en fremmed Mand. "Hvor skal du hen?" spurgte Manden. "Jeg skal nok ud i Verden og prøve og faae mig Tjeneste," sagde Gutten. "Vil du tjene hos mig da?" "Aa ja, lige saa gjerne hos