Side:Folkeeventyr (1852).djvu/135

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


strax Bryllup. Men allerbedst Prindsen vel havde sat sig til Brudebordet med hende, kom der en gammel, styg Kjærring ind med en lang, lang Næse - den var vist tre Alen lang.

Saa stod Bruden strax op og sagde: "God Dag, Moster!" "Er det Moster til min Brud da?" sagde Prindsen. Ja, hun var da det. "Ja, saa faaer hun vel sætte sig herhen til Bordet da," sagde Prindsen, men baade han og de Andre syntes, hun var fæl at sidde tilbords med.

Men ret som det var, saa kom der igjen en gammel, styg Kjærring ind: hun havde en Bag saa tyk og bred, at hun med Nød og Neppe kunde komme ind igjennem Døren. Strax reiste Bruden sig igjen op og hilste: "God Dag, Moster!" og Prindsen spurgte igjen om det var Moster til hans Brud. Da svarede Begge ja, og Prindsen sagde at naar saa var, saa fik vel hun ogsaa sætte sig hen til Bordet.

Men aldrig før hun havde sat sig, saa kom der atter en gammel, styg Kjærring, med øine saa store som Talerkener og saa røde og rindende, at det var fælt at see. Bruden reiste sig igjen og hilste: "God Dag, Moster!" og Prindsen bad ogsaa hende at sætte sig hen til Bordet, men han tænkte ved sig selv: "Gud hjælpe mig for Mostre, min Brud har!" Da han havde siddet lidt, kunde han ikke bare sig, men spurgte: "Men hvorledes i al Verden kan da min Brud, som er saa deilig, have saa fæle og vanskabte Mostre?" "Det skal jeg nok sige dig," sagde den Ene; "jeg var ligesaa vakker jeg som din Brud, da jeg var paa hendes Alder; men det at jeg har faaet saa lang Næse, det kommer af at jeg stedse og bestan-