— 65 —
strax Bryllup. Men allerbedst Prindsen vel havde sat sig til Brudebordet med hende, kom der en gammel, styg Kjærring ind med en lang Næse — den var vist tre Alen lang.
Saa stod Bruden op og neiede og sagde: „God Dag, Moster!“ „Er det Moster til min Brud?“ sagde Prindsen. Ja, hun var da det. „Ja, saa faaer hun vel sætte sig ind til Bordet da,“ sagde Prindsen, men baade han og de Andre syntes, hun var fæl at sidde til Bords med.
Men ret som det var, saa kom der igjen en gammel, styg Kjærring ind: hun havde en Bag saa tyk og bred, at hun med Nød og Neppe kunde komme ind igjennem Døren. Strax reiste Bruden sig igjen op og hilste: „God Dag, Moster!“ og Prindsen spurgte igjen om det var Moster til hans Brud. Begge svarede ja, og Prindsen sagde at naar saa var, saa fik vel hun ogsaa sætte sig ind til Bordet.
Men aldrig før hun havde sat sig, saa kom der atter en gammel, styg Kjærring, med Øine saa store som Talerkener og saa røde og rindende, at det var fælt at see. Bruden reiste sig igjen og hilste: „God Dag, Moster!“ og Prindsen bad ogsaa hende at sætte sig ind til Bordet, men glad var han ikke og han tænkte ved sig selv: Gud hjælpe mig for Mostre, min Brud har!“ Da han havde siddet lidt, kunde han ikke bare sig, men spurgte: „Men hvorledes i al Verden kan da min Brud, som er saa deilig, have saa fæle og vanskabte Mostre?“ „Det skal jeg nok sige dig,“ sagde den Ene. „Jeg var ligesaa vakker jeg som Bruden din, da jeg var paa hendes Alder; men det at jeg har faaet saa lang Næse, det kommer af at jeg stedse og bestan-
