Pigen gjerne gjøre, og saa gik hun hen og lagde sig. Da hun vaagnede, laa Vævbunken paa Bordet, vævet saa net og tæt, som væves kunde. Hun tog Bunken og gik ned til Dronningen med, og hun blev meget glad over den smukke Væv, hun havde faaet, og holdt endnu mere af Pigen end før. Men derover bleve de Andre endnu mere forbittrede paa hende og tænkte ikke paa Andet, end hvad de nu skulde finde paa at sige om hende.
Tilsidst fortalte de Dronningen, at nu havde hun sagt sig god forat sye op Vævbunken til Skjorter i fire og tyve Timer. Ja, det gik lige eens, som før, Pigen turde ikke sige, at hun ikke kunde sye; hun kom igjen op paa et Kammer for sig selv og sad der og græd og var bedrøvet. Men saa kom der atter en gammel Kone til hende, som lovede at sye for hende, naar Pigen vilde kalde hende Moster paa sin Hædersdag; det lovede Pigen meer end gjerne, og saa gjorde hun, som Konen sagde, og gik hen og lagde sig til at sove. Om Morgenen da hun vaagnede, fandt hun Bunken opsyet til Skjorter, liggende paa Bordet; saa smuk Søm havde aldrig Nogen seet, og Skjorterne havde Navn og vare fuldt færdige. Da Dronningen fik see det Arbeide, blev hun saa glad i Sømmen, at hun slog Hænderne sammen; "for saa vakker Søm har jeg aldrig hverken havt eller seet," sagde hun, og siden holdt hun Pigen saa kjær, som sitt eget Barn. "Dersom du nu vil have Prindsen, saa skal du faae ham," sagde hun til Pigen, "for du behøver aldrig at leie bort Nogenting, du; du kan sye og spinde og væve Alt selv." Da Pigen var smuk og Prindsen syntes vel om hende, blev der
