— 64 —
Pigen gjerne gjøre, og saa gik hun hen og lagde sig. Da hun vaagnede, laa Bunken paa Bordet, vævet saa net og saa tæt, som væves kunde. Pigen tog Bunken og gik ned til Dronningen med, og hun blev meget glad over den smukke Væv, hun havde faaet, og holdt endnu mere af Pigen end før. Men derover bleve de Andre endda mere forbittrede paa hende og tænkte ikke paa Andet, end hvad de nu skulde finde paa at sige om hende.
Tilsidst fortalte de Dronningen, at nu havde hun sagt sig god for at sye op Vævbunken til Skjorter i fire og tyve Timer. Ja, det gik lige eens, som før, Pigen turde ikke sige, at hun ikke kunde sye; hun kom igjen op paa et Kammer for sig selv, og sad der og græd og var bedrøvet. Men saa kom der atter en gammel Kone til hende, som lovede at sye for hende, naar Pigen vilde kalde hende Moster paa sin Hædersdag; det lovede Pigen meer end gjerne, og siden gjorde hun, som Konen sagde, og gik hen og lagde sig til at sove. Om Morgenen da hun vaagnede, fandt hun Bunken opsyet til Skjorter, liggende paa Bordet; saa smuk Søm havde aldrig Nogen seet, og Skjorterne havde Navn og vare fuldt færdige. Da Dronningen fik see det Arbeide, blev hun saa glad i Sømmen, at hun slog Hænderne sammen; „for saa vakker Søm har jeg aldrig hverken havt eller seet,“ sagde hun, og siden holdt hun Pigen saa kjær, som sit eget Barn. „Dersom du nu vil have Prindsen, saa skal du faae ham,“ sagde hun til Pigen, „for du behøver aldrig at leie bort Nogenting; du kan sye og spinde og væve Altsammen selv.“ Da Pigen var smuk og Prindsen syntes vel om hende, blev der
