dig, som hos en Anden," svarede Gutten. "Ja du skal have det godt hos mig," sagde Manden. "Du skal bare holde mig med Selskap og ikke gjøre nogen Ting forresten." Saa blev Gutten med ham, og levde vel med Mad og Drikke og havde Lidet eller Intet at bestille; men han saa heller aldrig et Menneske hos Manden.
En Dag saa sagde Manden til ham: "Nu reiser jeg bort i otte Dage; i den Tid faaer du være her alene, men du maa ikke gaae ind i noget af disse fire Værelser her! Gjør du det, saa tager jeg Livet af dig, naar jeg kommer tilbage." "Nei," sagde Gutten, det skulde han nok ikke. Men da Manden havde været borte en tre, fire Dage, kunde Gutten ikke bare sig længer, men gik ind i det ene Kammer. Han saa sig rundt om, men saa ingen Ting, uden en Hylde over Døren, hvor der laa en Nypetornpidsk. Dette var rigtig Noget at forbyde mig saa strængt at see, ogsaa det, tænkte Gutten. Da de sex Dage vare omme, kom Manden hjem igjen; "du har vel ikke været inde i noget af Kamrene?" sagde han. "Nei, det har jeg slet ikke," sagde Gutten. "Ja, det skal jeg snart see," og dermed gik han ind i det, som Gutten havde været i. "Jo du har været der alligevel," sagde han, "og nu skal du miste Livet." Gutten græd og bad for sig, og saa slap han da med Livet; men dygtig Hug fik han. Da det var overstaaet, vare de lige gode Venner igjen.
En Tid derefter reiste Manden atter bort; da vilde han være borte i fjorten Dage, men først forbød han igjen Gutten at gaae ind i noget af de Kamre, han ikke alt havde været i;
