tage den hele Masse af slige Folkedigtninger for en stor Fælleseiendom, dertil hører de fleste europeiske og nogle asiatiske Folkeslag, uden at have fast Hjem nogensteds. Det gjælder her som overalt, hvor man forlader Umiddelbarhedens Grund og slaaer ind paa Reflexionens Vei, at man i nogen Tid famler mellem Tvivl og Uvished; men her som i de fleste Tilfælde finder man, naar Reflexionen er gjennemført, tilbage til den oprindelige Overbeviisning, der da er styiket og klarnet.
Til Paaviisning af, hvorledes snart hele et Eventyrs Fabel, snart enkelte Træk af denne ere udbredte over en stor Deel af de europæiske Lande og tilsidst drage sig tilbage i Asien, behøve vi blot at forfølge et enkelt eller høist et Par af vore Eventyr. Man tage t. Ex. Eventyrkredsen: „De tre Prindsesser fra Hvidtenland“ og „Soria Moria Slot“ samt „Østenfor Sol og vestenfor Maane.“ Disse tre norske Eventyr slutte til hinanden som forskjellige Afændringer af samme Fabel. Hovedbegivenheden er klarligen den samme: Den Elskede frelses (eller er nærved at frelses), men tabes atter ved Forfængelighed (eller utidig Nysgjerrighed). Først efter usigelig Møie og de største udstandne Gjenvordigheder lykkes det den, der saaledes ved sin Brøde har tabt den Kjære, at gjenfinde denne i et utilgjængeligt, vidt i det Fjerne beliggende Slot, hvortil alene overnaturlige Midler skaffe Adgang. — Men allerede disse tre norske Eventyr give denne Fabel forskjelligt, og dele sig derved i tvende
