Men han kom ikke langt.
En liten skikkelse i oljeklær kastet sig foran ham og hang sig fast i hans bluse.
Asevs øine blev forfærdelige at se til. Blodet sprang frem i dem og piblet ut av øienkrogene. Hans venstre haand famlet efter et vaaben, men han fandt intet.
Som i en blodig skygge saa han det samme klare blik, der en gang før hadde trodset ham. Det var telegrafdamen fra Flekkerø. For en helvedes kvinde! . . . Hendes runde kraftige armer slet i ham, og hendes advarselsrop klang gjennem den lille hvælving.
Mændene midt i hallen saa op. En av dem skilte sig ut fra de andre. Det var, som den store skikkelse svævet i luften.
Da slap Asev bomben. Den faldt ned i det brede bassin. Saa grep han den unge pike om halsen og klemte til. Hun lukket øinene, men slap ikke sit tak. Da slog den høie mand ned paa den lille russer. Hans høire haand for med en knasende lyd ind i russerens ansigt. Med et smertensskrik slap Asev sit tak og sank overende.
Da hævet der sig en mægtig vandsøile over bassinet, en luftbølge løftet taket av prammen, og de tre kjæmpende mennesker blev feiet ned som neg for slaamaskinens slag.
Bergljot Bratt løftet sig op paa den ene arm. Eksplosionen sang endnu i hendes øre. Det var mørkt omkring hende, men hun følte, at hun var kommet uskadt fra russerens kvælertag.
