kriger der urokket, lænet til sin sabel. Han ænset intet. Men de faa mænd, som var ilive, fik nyt mod og ny kraft. De saarede reiste sig og slæpte sig bort til de faa kanoner, som endnu var brukbare.
Atter begyndte det at brake løs fra Odderøens skanser. Og nu var der en dødsfortvilelsens sikkerhet, en hatets og raseriet præcision over hvert skud. En dristig topedojager, som forsøkte at landsætte mandskap paa Gleodden, blev skutt isænk, og selve admiral Besukhovs liv hang i en traad, da et 13 centimeters projektil brøt tvers igjennem pansertaarnet, hvor han stod, og raserte halvdelen av hans stab.
Besukhov bet sine læber tilblods—ikke av frygt, men av raseri. Der var nu gaat 1½ time, og endnu vaiet det norske flag over Odderøens ruiner.
Han vendte sig mot sin adjutant.
—Hvad mener De, vi skal gjøre nu, Garschin? spurte han lavt.
Den unge mand saa sig dovent omkring. Der var et svakt glimt av foragt i hans mørke øine.
—Skal vi gaa ind paa fjorden? fortsatte admiralen nervøst, eller . . .
—Der er kun en ting at gjøre, Deres ekscellence svarte Garchin kort. Og det er at sende vore baater indover og ta fæstningsverkerne med bajonetten. I fjorden ligger minerne saa tæt som vandliljerne i et skogtjern. Vi har ikke raad til at spendere mere materiel paa likene derinde.
—De har ret, Garschin, sa admiralen med hvite læber. Vi maa gjøre en ende paa dette. Om 8 timer maa vi være rede til at vise England og Tyskland vore tænder. Signaliser og la det gaa kvikt! Først 250 pig-
